Portrætter

Nogle tror, det er en bestemt type mennesker, der bor på båd, men vi er ligeså forskellige, som folk er flest. Mød nogle af os i portrætserien DERFOR, hvor vi fortæller, hvorfor vi har valgt at bo på båd.

En portræt serie med navnet DERFOR! kom derfor i støbeskeen og her har vi en serie der viser og fejrer livet som “båd beboer”.

Vi har spurgt:

Hvem er vi?
Hvorfor gør vi det?
Hvad driver os?


En bøje i bugten

Gunnar Schønfeldt, skibsingeniør, 3 år på Dixi, Marselisborg Havn

Jeg sejler meget og har altid drømt om at bo på båd. Som barn sejlede vi fem
mennesker i familiens lille sejlbåd fire uger hver sommer. Da vores datter ville låne
lejligheden en sommer, besluttede vi at prøve at flytte på båd. Hvis ikke det skulle
være nu, så blev det aldrig.

Vi sejler stadig meget. Jeg sejler kapsejlads med gamle venner hver onsdag, og når
jeg sejler Fyn rundt, camperer Lisa i Blommehaven. Vi arbejder hjemmefra begge
to, så vi kan lige sejle ud og fortøje til en bøje og arbejde ude på bugten.

At bo på båd er blevet mere en livsstil, end jeg lige havde regnet med.


Et rigtigt hjem

Lisa Haynes, chefkonsulent, 3 år på Dixi, Marselisborg Havn

Vi bliver gladere og gladere for at bo på båden. Vi er meget mere ude og bruger båden meget. Vi sejlede ud og vinkede til vores datter, som var på vej hjem med Molslinjen, og så fik vi spontant lyst til at sejle videre til Begtrup Vig. Har vi det hele med? Ja, selvfølgelig har vi. Det skal man lige vænne sig til.

To gange om året sejler vi over til børn og børnebørn i København. Så ligger vi i Langelinie Havn i to-tre uger. Det er dejligt at være midt i byen, og børn og
børnebørn kan komme hjem til os.

Det er vigtigt for mig, at båden er et rigtig hjem. Der skal være blomster i vaserne
og børnebørn på væggen. Og jeg skulle have arvesølvet og Kaj Boje-aben med.
Jeg ved ikke, om vi skal bo på båd altid, men vi har ingen udløbsdato.


Mindre materiel, mere frihed

Kevin Pedersen, 3 både på 8 år, nu på Saga, Egå Marina.

Jeg har altid været nysgerrig, og alle brikker faldt på plads, da jeg stod med en 32 fods sejlbåd. Båden blev min partner i eventyret og mit hjem i seks år med fantastiske ture i ind og udland. Når man bor ombord, kan man bare slippe fortøjningerne og skifte adresse. Jeg boede i fire forskellige byer de første seks år.

Naturen er den store faktor, og når man vågner om morgenen er man straks en del af vejret. Kontrasterne er der hele tiden. Solskinsdage og gråvejr, en varm salon og en kold tur op på toilettet. Sluk motoren og sejl for vinden.

Mit bådliv er blevet mere seriøst i dag. Jeg bor på min tredje båd med min kæreste. Båden er 44 fod nu og meget større end min første, men den skal rumme en familie. Vi bliver snart tre ombord, men konceptet er det samme. Natur og nærvær, mindre materiel, mere frihed.


Fanger aftensmaden

Johanne Siersbæk, pædagog, Flink, Aarhus Nordhavn. Bor med Nils, Enola 8 og Julius 5 år.

Jeg har altid været nysgerrig, og alle brikker faldt på plads, da jeg stod med en 32 fods sejlbåd. Båden blev min partner i eventyret og mit hjem i seks år med fantastiske ture i ind og udland. Når man bor ombord, kan man bare slippe fortøjningerne og skifte adresse. Jeg boede i fire forskellige byer de første seks år.

Naturen er den store faktor, og når man vågner om morgenen er man straks en del af vejret. Kontrasterne er der hele tiden. Solskinsdage og gråvejr, en varm salon og en kold tur op på toilettet. Sluk motoren og sejl for vinden.


Hjem med mekanik

Peter Koefoed, maskinmester, 6 år på Casa Blanca, Marselisborg Havn

Jeg købte en båd og satte den i stand, mens jeg gik i gymnasiet. Da jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg på båden. Jeg sejler og har altid været meget på havnen, og jeg havde studiejob her, mens jeg læste. Det var en fin kombination at bo og arbejde på havnen, og jeg lærte mange at kende.

Jeg interesserer mig for mekanik, og det er der jo en del af på en båd. At bo på en båd er et projekt, og det kan jeg godt lide. 

Når man bor i havnen, mærker man virkelig naturens kræfter. Det er fedt at gå en aftentur i en heftig vinterstorm. Så har jeg lommelygten med og holder lidt øje med det hele. Det er fascinerende, hvordan det kan være voldsomt vejr den ene dag og vindstille den næste. De kontraster opdager man ikke i en lejlighed.


Sejlende nomade

Mads Bo Falk, sejlender med 2 både, 1 i Danmark og 1 på Canarie Øerne.

Jeg har boet i diverse parcelhuse men følte mig aldrig tilpas der. Der skal gyngende grund under fødderne. Jeg er nomade i min sjæl og har brug for at kunne bevæge mig. Jeg sejler meget i Norden og også på Kanarieøerne, hvor jeg har en anden lille sejlbåd. Jeg bor sjældent samme sted lang tid ad gangen, bortset fra at jeg altid bor på min båd.

Alt hvad der er at vedligeholde på båden, medvirker direkte til min livskvalitet og mit liv på havet. I modsætning til den græsplæne, jeg tidligere slog.

Det er vigtigt for mig at bo minimalistisk og bæredygtigt. Det kommer jeg nærmere ved at bo på båd. Jeg ejer ikke meget, og jeg skal kun varme få kubikmeter op om vinteren. Det er en stor frihed for mig ikke at have mange faste udgifter. Jeg har bare brug for et sted at sove. Et sted som kan sejle.


Hobby og livsstil

David Gottschalck Bolving, ingeniør, organist, 7 år på Louis, Egå Marina.

Her er et socialt miljø, hvor vi hjælper hinanden. Lige meget hvem man snakker med, har vi en fælles indgang, fordi vi kan snakke om både. Jeg ejer en fantastisk mulighed for at flytte mig rundt til steder, jeg ikke ville komme, hvis ikke jeg havde båd. Jeg kan tage på ferie uden at spare op til det. Bare sejle ud med vinden som drivkraft. 

På båden fandt jeg den frihed, jeg ledte efter. Her har man hele tiden en finger på pulsen og mærker klimaet. Man oplever det hele. Smukke solopgange, hårde storme, tåge, vindstille. Strandskadens første forårsskrig.

Jeg har også fået job på Tunø. Jeg sejlede forbi øen og opdagede, at de manglede en organist. Jeg har altid drømt om at kunne sejle på arbejde. Det gør jeg nu, og jeg har dynen med. At bo på en båd er at gøre sin hobby til livsstil. Her bliver drømmen ikke bare til virkelighed. Den bliver din hverdag.


Hverdagens eventyr

Soffi Heiberg, pædagog, 4 år på Nanoq, Marselisborg Havn

Jeg havde ingen forestilling om, hvad jeg gik ind til, da jeg købte båd. Jeg ville prøve at bo alene men stadig være en del af et fællesskab. Det har jeg fået. Vi hjælper hinanden, og jeg kunne ikke ønske mig at bo andre steder. 

Det har overrasket, hvor meget plads jeg føler, jeg har ombord. Og fornemmelsen af frihed. En lejlighed vil som et fængsel for mig nu.

Jeg holder meget af det spontane, og der er masser af små eventyr at hente i hverdagen på båd. Gaver, man ikke lige havde regnet med. Når vinden lægger sig og man sejler ud og spiser aftensmad på bugten. Eller tager en overnatning for svaj. Mit hjem følger bare med. Gæster kommer i gummibåd. Man ser en helt særlig solopgang. En smuk måne. Det er ikke noget, man bare vænner sig til. Man glæder sig over det. Dagene er aldrig ens.


Fælleskabet

Tale Andersen, pædagog, norsk, bosat 34 år i USA, 4 år på Bjørn, Aarhus Nordhavn

Det er en uventet glæde for mig at opleve, hvor lykkelig jeg bliver, hver gang jeg kommer hjem på havnen. Og den følelse bliver bare ved. Jeg føler mig så heldig.

Fællesskabet her er vigtigt for mig. Følelsen af familie. Jeg flyttede fra USA til Norge og så her til havnen. Det har været let at flytte, når man lander i sådan et fællesskab, som det vi har her.

Skiftet fra stor villa i USA til færre kvadratmeter på Bjørn har også været forbavsende let. Det er som at være ”på hytta”.


Aktiv ferie hele året

Klaus Gelting, møbeldesigner, 12 år på Bjørn, Aarhus Nordhavn

Da jeg blev skilt, ville jeg gerne bo et andet sted. Det skulle ikke være en lejlighed, den ville jeg hurtig blive færdig med, og så kunne jeg sidde der og blive ensom. Jeg ville være med i et fællesskab. 

Jeg har altid sejlet, og havnen har været lig med feriestemning for mig. Den stemning har jeg hele året nu. Det er frihed, lyst og lykkefølelse.

Jeg flyttede også på båd for at downsize. Og så ville jeg bo et sted, hvor der er noget at lave. Det har jeg fået. 

Jeg har elsket mit bådliv fra dag 1.

Bliv medlem